SENESTE NYT KONCERTER
ANMELDELSER
( & anmeldere ... !)
HISTORIE HVEM ER VI? AUDIO VIDEO - og texter ! HVA SIR FOLK ? DmD-SHOP

Baggrund: - Lige siden Danser med Drenge startede i 1993 er vi - uvist af hvilken grund - blevet skældt ud af musik-anmelderne, fortrinsvis de såkaldt "fine" anmeldere på aviserne i København. På den anden side: Vi lever jo ikke rigtig op til disse folks billeder af, hvordan ægte popstjerner skal se ud - Vi har jo fx. ikke arbejder-baggrund, og vi har hverken tatoveringer, piercinger, store muskler, store bryster eller narko-problemer - vi er en flok kedelige, almindelige forstadsmennesker der sidder og glor på TV i vores fritidstøj og Jyske Bank-sokker. Vi har forsøgt at læse bøger om, hvordan man bliver trendy, men vi faldt i søvn. Vi har også forsøgt at blive tatoverede og piercede, men vi turde ikke alligevel, fordi vi var bange for at det skulle gøre ondt.

I begyndelsen blev vi kede af det, når vi fik en dårlig anmeldelse. Men nu vi har fundet ud af, at dårlige anmeldelser er ensbetydende med et godt salg af vores albums - og omvendt. Gode anmeldelser, som vi pludselig fik af vores 3. album, blev signalet til et ikke særlig godt salg. Vores 3. album faldt ikke i samme grad som de 2 foregående i publikums smag. Og da vi hellere vil stå på god fod med vores publikum, end med anmelderne (det er skam ikke noget personligt) - ja, så bliver vi faktisk helt kede af det, hvis vi ikke bliver rakket ned af alle de trendy anmeldere. 

Samtidig udfylder vi måske en eller anden psykologisk funktion, sådan at disse mennesker kan komme af med de meget voldsomme aggressioner, der åbenbart rumsterer i deres indre liv - aggressioner, de måske ikke kan komme af med til daglig ..? 

Men mærkeligt - det er det sgu - læs selv:
 

Dårlige anmeldelser
Endnu dårligere anmeldelser
Rigtig sure anmeldelser
Total nedrakning

 En mulig forklaring ?     Og endnu én ...                        Vi har også fået gode anmeldelser - Læs dem her... begge to!

OBS:De sidste anmeldelser er faktisk flotte - se HER


Dårlige anmeldelser
Anmeldelse af koncert i Pumpehuset, København - Per Reinholdt Nielsen, Berlingske Tidende 21. oktober 1995: 

Det kommercielt succesrige nye danskpopnavn Danser med Drenge forsøger at kombinere det allermest overfladiske med livets tungeste emne. Flot ferniseret håndværkerpop af den mest drevne danske skole, som blev masseproduceret i 80'erne, forsøges koblet med døden. Operationen mislykkes i den grad, fordi man i selskab med Danser med Drenge - populært sagt - føler sig som i spraglet tøj til den højtidelige begravelse. Der ligger helt sikkert ægte følelser bag de "dybe" tekster hos Danser med Drenge - sangerinden Philippa Bulgin døde sidste år af kræft - men det udtrykkes med et så ordinært dansk popsprog, at man aldrig rives med. De positivt selvopbyggende texter er nok en slags gospel for hverdagen som alle et eller andet sted kan skrive under på, men er samtidig så præget af floskler, at man må tage sig til hovedet.

Med til historien om Danser med Drenge hører også, at de er uhyre populære. Torsdag aften tog et tæt pakket Pumpehus imod gruppen. De synes overhovedet ikke at spekulere et eneste sekund over dette indlysende problem. Allerede før Danser med Drenge - anført af kapelmester og bassist Klaus Kjellerup og den nye sangerinde Rie Rasmussen - træder ind i rampelyset er stemningen på kogepunktet ... Men mere end noget andet turnerende dansk popnavn bekræfter Danser med Drenge teorien om, at håndværket kan stå alvorligt i vejen for det kreative.

Vores kommentar: - Det er formentlig svært at stå helt alene og være sur midt i en forsamling af 700 festglade mennesker. Men som ovenstående anmeldelse viser, kan det godt lade sig gøre ...



Anmeldelse af "Så længe vi er her" - Arne Vollertsen, Århus Stifstidende 26. april 1995:

Danser med Drenge debuterede for to år siden. Nu lyder de som dengang. De er stadig et slapt ekko af al den gode ligefremme og luftige pop, Tøsedrengene præsenterede engang i 80-erne. Voluminøst produceret, soul-krydret midtbanepop - det er det uforandrede koncept for gruppen, der mere og mere ligner en malplaceret mastodont i den danske popbranche.
Alt er ved det gamle - heller ikke Rie Rasmussen tilføjer nyt. Hun har en flot, mørkt klingende stemme, men selv det største sangtalent kommer til kort over for Kjellerups texter, der byder på vandet knækprosa, så det pjasker.

Vores kommentar: - Alt er ved det gamle - er det ikke skønt?

Til Top



Endnu dårligere anmeldelser

Anmeldelse af "Så længe vi er her" - Niels Pedersen, Jyllands Posten 2. maj 1995:

"Danser med Drenge har lavet en plade for folk, der ikke kan lide musik. "Musikken" på pladen lyder af fast arbejde og er udtænkt, som var det muzak. Funktionsmusik, der ikke skal tiltrække sig opmærksomhed, for begynder man først at høre efter, hvad der rent faktisk sker på pladen, er det slut. Uden at skulle lyde som en læserbrevsskribent på debatsiderne, er denne plade et skræmmende bevis for, at dansk rock har det bedst på engelsk.

Philippa Bulgins tidlige bortgang spøger flere steder på pladen, men i nummeret "Er der nogen i himlen?" synges der direkte til hende i en text, der ikke kan være nogens minde værdig:

"Har du fået dine vinger - sidder de nu godt nok
kan du flyve rundt i luften - med de andre i din flok?"

Er det ny kristen musik det her? Danser med Drenge og Klaus Kjellerups lyrik får "Himmelhunden" til at lyde som et mesterværk. Ovenpå debutpladen udbasunerede Kjellerup, at alle aviser med undtagelse af Jyllands Posten havde jordet pladen. Den skamplet skulle nu være vasket væk." 

Vores kommentar: - Anmelderen er ude af sync med sit eget publikum. Albummet er kåret til et af de bedste danske albums nogensinde - netop af Jylland-Postens læsere. Og "Er der nogen i himlen?" er vel blevet det, man kalder "et hit" ...



Anmeldelse af "Danser med Drenge" - Arne Vollertsen, Århus Stiftstidende 21. april 1993:

"På trods af flotte fraseringer og en Aretha Franklin'sk energi kommer der aldrig for alvor krop i og vægt bag de ord Philippa Bulgin synger. Hun når aldrig længere end til overfladisk berøring. Måske skyldes det den mere end 10 år ældre Kjellerup's texter, der med vold og magt ikke vil være poppede. Alt for tit bliver han kvalm, som for eksempel i sangen om Sorø Akademi, "Vi skal nok få gjort en mand ud af dig" - en tæerkrummende aflægger af Pink Floyds "We don't need no education".

Bortset fra et par ørehængere, hvor et veldrejet pop-refrain afleder opmærksomheden fra ordene, lyder Danser med Drenge frem for alt som et helt igennem forfejlet projekt: Dårligt navn, dårligt parløb mellem sanger og sangskriver og et lyd-ideal, der er ti år bagud. Tilbage til 80'erne med Jer!"

Vores kommentar: - Vi havde ikke lige fået synkroniseret vores afrivningskalendere, så vi troede faktisk, at vi var i 80-erne stadigvæk. Det må du meget undskylde. Det skal ikke gentage sig. Vi har nu fokus stift rettet imod 1991.
 

Til Top



Sure anmeldelser

Anmeldelse af "Danser med Drenge" - Lars B. Jørgensen, Berlingske Tidende 5. maj 1993:

Forlorent, designerpoppet og udspekuleret. Det er Danser med Drenge, der tydeligt har den tidligere journalist og jingle-komponist Klaus Kjellerup som idébank. Bare navnet, der vækker denne "sjove" genklang fra den populære storfilm med ulvene og Costner, og så titlen på debutsinglen, "Hvorlænge vil du ydmyge dig", der umiskendeligt smager af Helmig i det bekendende sproghjørne.
... Kjellerup har skrevet de fleste af de danske texter, der virker kluntede og uformelige i munden på Philippa Bulgin, men det tror pokker: Kjellerup er så voksent desillusioneret og bedrevidende distanceret, snusfornuftigt gammelklog, at det altså bare ikke er til at holde ud.

Vores kommentar: - Ja, det må være rigtig hårdt ... 

Til Top




Total nedrakning

Anmeldelse af "Så længe vi er her" - Lars B. Jørgensen, Berlingske Tidende 8. maj 1995:

To år er der gået siden Danser med Drenge blev hånet af alle de mavesure, verdensfjerne og vrangvillige anmeldere (undertegnede inklusive) og hyldet af et stort, pladekøbende publikum, der gjorde debutalbummet til en af de bedst sælgende udgivelser det år.
... Siden har Danser med Drenge måttet gruelig meget igennem, idet sangerinden Philippa Bulgin døde i en meningsløs ung alder under stor pressebevågenhed. Og det ville være taktløst at nævne lige her og nu, hvis det ikke var fordi Bulgins tragiske skæbne går som en engel gennem mange af sangene på Danser med Drenges 2. album, der har fået den defaitistiske titel, "Så længe vi er her".
... Kjellerup lyder som sangskriver det meste af tiden som en moralsk bedrevidende brevkasseredaktør. Temmelig kluntet endda, når man skal smede ordene sammen i sangbarhedens navn - og endnu værre, når man hører dem skreget, vrælet og blæst i stykker af den nye sangerinde Rie Rasmussen, der bilder sig ind, at "sjæl" har noget at gøre med at lyde, som om man er udsat for unævnelige pinsler under Den Spanske Inkvisition - i hver eneste takt: uhuuuuuuu, åååååååhååååååhhhhh, yeeeeaaahhhhh, lyder det fra tidligere computerbehandler Rasmussen, og finfølelse er et aldeles udkendt begreb for både hende og drengene omkring.

Det er helt igennem vammelt og gennemført usmageligt flere steder, det her. Den ubetinget værste danske udgivelse i mange, mange år. Hvil i fred, Danser med Drenge.

Vores kommentar: - Vi takker for denne fine belæring i takt og finfølelse. Lars B. Jørgensens anmeldelse affødte nedenstående læserbrev:

Læserbrevssvar fra Klaus Robert Svendsen, Berlingske Tidende 15. maj 1995:

Efter læsning af Lars B. Jørgensens såkaldte anmeldelse af Danser med Drenges ny CD-plade, "Så længe vi er her" i Berlingske Tidende, kunne man vælge at lade stå til og endnu engang nøjes med at undre sig over med hvilken berettigelse en anmelders negative smagsforvirring får lov til at optage spalteplads.

Danser med Drenge har med deres nye udgivelse ramt en sjælden flot kombination af følelsesmæssig smuk indlevelse og en bærende musikalsk lethed. I sit samlede udtryk er det en sådan kraft, som kun kendes af den, der har oplevet smerten ved at miste en af sine nærmeste. I deres musik udstråles tillige den kunst det faktisk er at komme styrket tilbage i livet igen - på trods af alle odds.

Lad så blot Lars B. Jørgensen og andre avisers levebrøds-skribenter formulere sig lallende indforstået til hinanden og lufte deres sub-kulturelle meningsløse tomgang, mens befolkningen tillader sig at lytte og glæde sig over en musik, der iøvrigt er blevet den bedst sælgende på et økonomisk vigende dansk plademarked - ja, hvorfor mon? Danser med Drenge skal på vegne af sine mange lyttere opfordres til at følge deres kanon-gode CD-plade op med af forårs-turne -95. For heldigvis er det stadig muligt at danse, spille og leve i en lykkelig uantastet uafhængighed efter en anmelders uværdige perfiditet.

Til Top



Anmeldelse af "Så længe vi er her" - Klaus Lynggaard, Information 17. maj 1995:

Uden nogen støtte fra kritikken og uden den store mediebevågenhed, blev Danser med Drenge's debutalbum fra 1993 en overvældende kommerciel succes. Det hul, der opstod, da alle unge grupper pludselig begyndte at synge på deres bedste skoleengelsk, fyldte gruppen naturligt ud med deres firserfarvede og lalleligeglade popudtryk. Gruppen blev ramt af en stor tragedie, da dens sangerinde Philippa Bulgin blev revet bort, men selv med opbydelse af al ens medfølelse ændrer det ikke holdningen til Klaus Kjellerups hjælpeløse, næsten pinagtigt patetiske texter på efterfølgeren "Så længe vi lever".
Og som helhed er det stadigvæk noget af det vederstyggeligste popmusik man som sagesløs lytter kan blive udsat for. Bulgins afløser hedder Rie Rasmussen - en horribel eksponent for den helt specielle danske overkill-skole, hvor kvinderne lyder som latterlige parodier på sorte amerikanske forbilleder.
... "Så længe vi lever" er fuldstændig blottet for forsonende elementer - det meste lyder som sange, der i sin tid blev fundet for ringe til musicalen "Jesus Christ Superstar" - og burde forsynes med en sticker, hvorpå der stod: "Denne plade indeholder text og musik, som på groveste vis fornærmer Deres intelligens."

Vores kommentar: - Klaus Lynggaard er selv sanger & textforfatter, desværre uden den store succes. Til gengæld har han haft stor succes med at rakke sine mere kendte kolleger ned - herunder DmD. Iøvrigt hedder vores plade ikke "Så længe vi lever" - den er jo med John Mogensen. 


Anmeldelse af "POPSAMLING" - Jan Poulsen, magasinet "M", maj 2000:

Ex-Tøsedrengen, Klaus Kjellerup er en ganske utiltalende masochist, som aldrig har givet pop-Danmark andet end dårlige oplevelser med sin rædselsfulde musik. Den eneste formildende omstændighed er, at han er klar over sin ringe formåen og derfor i en pressemeddelelse forventer nye øretæver for denne utiltalende opsamling. Dem lader vi andre om at uddele, for vi vil ikke røre ham med en ildtang. Popsamling er dansk, når det er absolut værst.

Vores kommentar: - Og så kom det sidste lille får ind i folden. Måske skulle vi nu tage at komme videre ...?

Til Top



En mulig forklaring?

Vi har fået et brev fra en fan, som her gir sit bud på, hvorfor DmD (næsten) altid får dårlige anmeldelser:

6 Apr 1999 11:45:29 +0200 From: Torsten Pedersen <tgpedersen@hotmail.com>

Jeres greatest CD skal hedde "Drømmen om at blive noget stort", selvfølgelig. Er det ikke det, det altid handler om? 

I øvrigt kan jeg slet ikke lide jeres musik. Den er rigtig ubehagelig. Den sparker mig i mellemgulvet. Det er fejt gjort. Den får mig til at føle mig som en dum lille dansker, når jeg i virkeligheden er en vild og farlig neger med en gun som bor i en ghetto. Skam jer!! (I må gerne indlemme ovenstående dybt intellektuelle essay i jeres samling af dårlige anmeldelser). 

Skæmt tilside, jeg synes bedre om jeres musik end et meste af det, man hører på MTV etc nu om dage. Det virker som om
de alle sammen er blevet snotforvirrede op til milleniummet og roder og søger i kasserne med brugt musik. Alle de sorte
kunstnere (nåja, nogen af dem) er begyndt at snobbe for intellektuel hvid musik og synger senromantisk tysk
opera-inspirerede sange med underlige skæve rytmer og harmonigange. 

Men måske kan jeg lide jeres musik fordi den er baseret på rytmen i det danske sprog. Jeg tror ens første sprog
betinger den måde man oplever verden på også rent rytmisk, altså hvordan man om jeg så må sige skanderer de ting man
oplever. Bruce Chatwin beskriver at aborigines i Australien vandrer gennem landskabet og synger over det for at få det til at eksistere. På samme måde oplever jeg, at Danmark er blevet "sunget over" i måske nogle tusinde år. Det oplever man først, når man rejser med sine venner til udlandet, og man prøver at tale dansk med dem i fremmede landskaber. Sproget taber sin kraft! Det, der var indlysende når det blev sagt i Danmark er tvivlsomt når det bliver sagt i fremmede landskaber. Det jeg kan høre i jeres musik er også om jeg så må sige den danske erfaring de sidste tusind år: Lige meget hvad vi gør mislykkes det, vi taber vores krige, Danmark bliver mindre og mindre, og resten af verden synes vi er til grin. Jeres musik lyder som et pludseligt voldsomt raserianfald fra disse danske tabere. Som om en masse gammelt had og nag kom op til overfladen

Det er derfor anmelderne hader jer, fordi de genkender deres egne dybeste følelser. De mener, som pæne mennesker, at Drømmen om at blive noget stort skal opnås gennem at efterabe de succesfulde. Men se bare fx Aqua! Hvad er der
internationalt ved dem? 50% Shu-bi-dua og 50% Rocazino!  (Jeres sidste plade lyder som en experimentel fase, I skulle
igennem. Den næste bliver sikkert bedre). 

Og hvad er der forøvrigt galt i at være en taber som Danmark? England ser ud til at få brug for danske  erfaringer i at omgås nationalt selvhad over mistet indflydelse. Nå, skidt med det (meget dansk). Keep up the good work (udenlandsk). 

Torsten Pedersen, tgpedersen@hotmail.com

Til Top

En kommentar fra en Bil-anmelder:

Sun, 03 Aug 1997 23:29: From: Thorkil Sevelsted <sevel@post3.tele.dk> To: dansermeddrenge@vip.cybercity.dk

Kære orkester,

Jeg bryder mig ikke særlig om musik. Slet ikke overalt og til enhver tid. Jeg er enig med jer om, at det er rart med fred og ro. Jeg synes, det er en flot hjemmeside, I har lavet. Jeg læste de skrækkelige anmeldelser af professionel interesse. Ligesom Kjellerup er jeg journalist og har været det i mange år. Og det har altid været mig en gåde, hvorfor folk, der har skrevet en bog eller indspillet en plade, skal behandles som en slags forbrydere, fordi der er nogen, der ikke kan lide dét, de har lavet. Så vidt jeg har forstået, får anmelderne et gratis eksemplar, så det kan da ikke være noget personligt formuetab, der hidser dem sådan op. Hvis de synes Jeres musik er så ligegyldig, hvorfor belaster de så læserne med deres ubegribelige mening, i stedet for at lade pladerne dø i den ubemærkethed, de har fortjent?

Jeg er ikke selv pladekøber, men jeg hørte for nogen tid siden en udsendelse i radioen, mens jeg var ude for at 'anmelde' en bil (jeg er motorjournalist). I fortalte om Jeres kollega og forsanger, som er død, og radioen spillede nogle af de sange, I har skrevet om eller snarere til hende. De rørte mig, og jeg synes, de er smukke og livsbekræftende. Læg mærke til, at de anmeldere, der ikke er enige i den vurdering, tilsyneladende har det svært med, at der kan være følelser i popmusik. Forresten er "Himmelhunden" min yndlingssang, og jeg optræder gerne med den hen på de små timer. Københavneranmeldere savner i almindelighed humor og selvironi. Den har I, og jeg tror, den vil give Jer adgang til himlen - med eller uden hund.

Kærlig hilsen Thorkil Sevelsted

Til Top


April 2001 - En utrolig flot anmeldelse fra Underholdningsnettet

Danser Med Drenge, Popsamling - 6 stjerner:

Selv her et godt stykke tid efter udgivelsen af Danser Med Drenges 10-års jubilæumsalbum "Popsamling" er det svært at finde en udgivelse på den danske musikscene, der matcher - blot tilnærmelsesvis. Dybden i teksterne er enestående, musikaliteten vidunderlig, og livet i sangene bevæger ens hjerte, så det er forløsende. Danser med Drenge har på CDen leveret sin spændvidde over sin karriere gennem et årti - således både gammelt og nyt. 

Det er en CD, man må høre igen og igen, men ikke på samme måder som med mange andre ting, den her CD indeholder nemlig de paradoksale elementer, som kun indeholdes i unik kunst og givende værker, at man bliver forblændet og således bliver nødt til at holde pauser for at kunne rumme dets dybder. Man må med andre ord hele tiden udsætte noget stort for at gøre sig klar til at kunne kapere det. Bandet tramper godt og grundigt rundt i vreden, sorgen, glæden osv, alt det fede, alt lortet, og de hudfletter dagligdagens tanker, lyster og længsler på en måde, der kalder på hjerteblodet. Man kan MÆRKE CDen og bandets numre langt ind i blodårerne. Det er DET, der gør en forskel.

Vores kommentar: - Hvad sker der her? Er vi ved at blive kult ..?



Et par gode anmeldelser
"Minestrygeren", Sortebakkens ungdomsskoles blad - om vores koncert i Års Messecenter 6. november 1993.

Det er omsider lykkedes for Danser med Drenge at få en god anmeldelse i et blad, nemlig i Sortebakkens Ungdomsskoles blad, "Minestrygeren", som bl.a. skrev: "Pragtfuld koncert!" om vores koncert i Års Messecenter 6. november 1993.

Vores kommentar: - Tak for det.



Anmeldelse af "Så længe vi er her" - Merete Andersen i Skive Folkeblad - 6. maj 1995.

... Ikke uventet er CD-ens suverænt bedste nummer Kjellerups sang til Philippa Bulgin, "Er der nogen i himlen?". Teksten er usædvanlig smuk, og på trods af det meget store antal sange, Kjellerup gennem tiderne har været forfatter til, vil jeg ikke afholde mig fra at sige, at det er hans bedste til dato. Sangen "Vi går gennem mørket" er heller ikke så dårlig. Men jeg bliver lidt skuffet over "De dygtige Drenge", hvor Kjellerup med sur-vokal, der lyder som om han synger ind i et telefonrør, gør mere skade end gavn.
Den nye sangerinde - som hun nok må regne med at blive tituleret en rum tid endnu - klarer sig temmelig godt. Det er urimeligt at sammenligne med Philippa Bulgin, for Rie Rasmussens stemme er også god - bare så meget anderledes. Men man vænner sig til hendes stemme allerede inden CD-ens første nummer er slut.
Ikke blot for Danser med Drenge er den nye CD terapi, den vil også kunne være det for andre i samme situation. Vi andre kan derimod glæde os over endnu et mesterværk i den genre.

Vores kommentar: - Endelig en anmelder, der har forstand på musik :-)



DmD-koncert på Paletten, Viborg april 2003 - Signe Agner Holm i VERO, skoleblad for Viborg Katedralskole

Som altid var Danser med Drenges medlemmer i strålende humør, og det varede ikke længe før publikum var helt oppe at køre. DmD har ret mange hits på bagen, så der var nok at vælge i mellem. Udover de store hits som "Læn dig tilbage", "Grib chancen" og "Hvor længe vil du ydmyge dig" røg der også tre sprit nye numre ud over scenen, og de RØG decideret ud over scenekanten. Bandet kunne ligeså godt have stået nede blandt os publikum, så meget stemning og energi var der deroppe fra. 

Især i "Kolde hjerter", hvor de har en tradition om at hive publikum op på scene, viste de at de var publikums band, og at vi ikke var bandes publikum. 24 mennesker ud over Danser med Drenge selv, stod på scenen og sang for fulde hals! Det er jo heller ikke for ingenting at DmD kaldes et at Danmarks bedste livebands … 

Koncerten føltes ikke ret lang. Publikum var tændte hele vejen i gennem, alle lige fra børnene til de ældre, og Danser med Drenge blev da også overtalt til at give tre ekstranumre. Folk fik helt sikkert en enestående oplevelse for pengene… Men det må de have vidst, at de ville få da de købte billetten, for der var i hvert fald totalt udsolgt. 

Til Top

OBS: 1997-anmeldelser her!!