SENESTE NYT KONCERTER
TØSEDRENGENE
STANLEY
                                & KLAUS K.
KLAUS
                              KJELLERUP BAND
PHILIPPA
HISTORIE HVEM ER
                            VI? AUDIO VIDEO - og texter ! HVA SIR
                            FOLK ? DmD-SHOP


Danser med Drenges HISTORIE:

(fortalt af dem selv... (gaaab, zzzzzzz) ;-)
In English

[1. De gamle Onkler]    [2. Hvordan det startede]    [3. Philippa]    [4. Rie]      [5. Nu må vi Videre]

[6. Det er svært at bevare pessimismen ...]    [Tøsedrengene]


 
Stanley ca. 1976
Klaus K. & Stanley 2001
Klaus K. 1980


1. Kapitel:

De gamle onkler: Vi er jo kun lige begyndt ..

Henrik Stanley Møller (onkel Stanley) & Klaus Kjellerup (onkel Tjelly)

De mødte for første gang hinanden i "Fru Erichsens Børnehave" på Frederiksberg i 1958 - henholdsvis 5 og 4 år gamle. Her blev de passet af en pædagog, der senere skulle blive Kjellerups svigermor, Bente Barfoed, som dengang var ansat i Fru Erichsens børnehave, men det var der naturligvis ingen, der anede noget om dengang.

De to gamle onkler har altså nu kendt hinanden i over 50 år. De har spillet og skrevet musik sammen siden 12 års alderen i Hørsholm-Rungsted området, kun afbrudt af to forhold, nemlig Kjellerups ophold på kostskole (Sorø Akademi) og hans journalist karriere i midten af 80-erne.

Dette har kun kunnet lade sig gøre, fordi der er tale om 2 meget forskellige personer med samme interesser - (musik, fodbold og Storm P.) - Kjellerup er ledertypen, initiativtageren, som kun har det helt godt, hvis han tror han bestemmer alting - Stanley er den mere Jesus-agtige type, der formår at få noget godt ud af enhver situation, de to måtte havne i. Disse 2 typer er jo beskrevet indgående mange steder i verdenslitteraturen - men man kan alligevel bedst sammenligne de to onkler med Gøg & Gokke - eller måske med Bamse & Kylling.

Deres første store succes sammen var opførelsen af "Folk og røvere i Kardemomme by" i børnehaven for pædagoger og forældre. Der foreligger desværre ingen dokumentation for dette, så det kan jo godt være løgn, men de hævder begge, at det er sandt. Kjellerup spillede rollen som Kasper, mens Stanley spillede Politimester Bastian

Senere lykkedes det de to at vinde kredsmesterskabet i fodbold i 1965 på Hørsholm-Usserød Idrætsklubs Lilleput 2-hold: 

FODBOLD-FOTO fra 1965  - Stanley spillede venstre wing, og blev topscerer med 23 mål, mens Kjellerup - stik imod sin natur - spillede en meget defensiv venstre half, der kun sjældent kom på scoringslisten.

Det første fælles orkester, de to onkler havde sammen hed "Shitriders". Kjellerup havde tidligere haft orkesteret "The Wheel" i Sorø, som var en pæn lokal succes under Kjellerups kostskole-ophold 1967-70:

FOTO af bandet "THE WHEEL" fra Sorø 1967 

Imens spillede Stanley i forskellige akustiske blues-bands i Rungsted. Deres fælles projekt, Shitriders var et 7 mands band, som eksisterede i starten af 70-erne, og spillede elektrisk latin-musik, inspireret af Stan Getz & Joao Gilberto og tidens øvrige internationale rock- og jazz-scene, dvs. Jimi Hendrix, Cream, Led Zeppelin (kun de to første plader), Doors, Mothers of Invention, Miles Davis, Herbie Hancock og Bror Kalles Kapel. 

Shitriders debuterede i 1972 påVallerød Skole med gæsteoptræden af jazz-saxofonist, John Tchicai (også kaldet Tykke-Kaj - idet han var meget tynd) - som dengang boede i Hørsholm. Stanley spillede guitar & el-piano, Kjellerup spillede guitar og trommer, mens deres tidligere ven og senere Tøsedrenge-kollega, Aage Hagen spillede el-piano og trommer. 

Shitriders øvede om aftenen og i weekender på Fritidshjemmet Ahornvej 50 i Usserød, hvor onklerne var ansat som pædagogmedhjælpere - ikke så meget på grund af interesse for det pædagogiske arbejde, men fordi ansættelsen gav adgang til ideelle øve-faciliteter: Man kunne spille højt, når børnene var blevet sendt hjem. Shitriders spillede på værtshuse og spisesteder i Hørsholm-Helsingør-Hillerød området for et måltid mad og en kasse øl - og orkesteret har også optrådt i fire dage på den meget respekterede jazz-klub, Bil Bouquet i Paris i Rue Saint Benoît - ved en fejltagelse ... 

Shitriders opløstes da onklerne kom i starten af 20-erne og ambitionerne om anerkendelse og berømmelse stadig ikke var indfriede. Det var midt i 70-erne. Dengang kunne man kun skille sig af med dårlige musikere i et orkester, hvis man opløste orkesteret og gendannede det uden disse musikere - et kvarters tid senere. Stanley gendannede Shitriders i let ændret skikkelse under navnet "Frømænd i Farver" - mens Kjellerup kom ind i jazz-fusions orkestret "Pakhus 1" med bl.a. Aage Hagen og guitaristen Frederik Søgaard. 

Trods den orkestermæssige skilsmisse, fortsatte onklerne med at skrive sange, og samtidig var de blevet meget interesserede i en helt ny musik, som ingen i Danmark havde hørt før: Reggae. Stanley havde en stak plader med hjem fra en ferie på Trinidad med Bob Marley & The Wailers (altså plader med Marley, ikke ferie med ham ...) - og onklerne forsøgte at fusionere reggae-musikkens "omvendte" måde at spille på til deres egen stil. Dette førte efter en lang række demo-numre, indspillet i Kjellerups garage i Humlebæk, til dannelsen af det senere kendte superband:

TØSEDRENGENE - med Aage Hagen, Jan Sivertsen og Michael Bruun. Tøsedrengenes 1. plade blev lavet i 1978. I 1980 kom Anne Dorte Michelsen og senere også Maria Bramsen ind i gruppen.

Tøsedrengene blev vældigt populære i starten af 80-erne, pga af deres enkle og ligefremme hits, den reggae-inspirerede lethed i musikken - og Anne Dorte Michelsens texter om livet i parforholdene. I 1983 forlod Kjellerup imidlertid Tøsedrengene, dels fordi successen var steget bandet til hovedet, dels pga personlige uoverensstemmelser med et par af de øvrige medlemmer - dog ikke med Stanley. Mens Stanley fortsatte i Tøsedrengene og senere i The Lejrbåls, arbejdede Kjellerup bl.a. som journalist på Ekstra Bladet og udgav også 2 soloplader. Kjellerup deltog endvidere som menigt bandmedlem i Anne Dorte Michelsen Band, og var bl.a. på tour med dette orkester i Japan.

Pausen i onklernes samarbejde varede indtil 1989, hvor Stanley medvirkede på Kjellerups selvfinansierede soloplade, "Klaus Kjellerup". Ud af dette dannedes Klaus Kjellerup Band med bl.a. Philippa Bulgin, og dette førte igen til dannelsen af Danser med Drenge. 

Efter over 30 år i musikbranchen - heraf de mere end 25 år i pladebranchen - er der mange folk, der har spugt de gamle onkler, om tiden mon ikke snart er inde til at lægge de hårdt prøvede instrumenter på hylden og hvile de rustne stemmer. Burde onklerne ikke trække sig tilbage og nyde deres opium? Til dette svarer de - overraskede: "Må vi være fri - vi er jo kun lige begyndt."

Til Top


2. Kapitel:

Hvordan det startede ... 

Danser med Drenge blev startet af   Klaus Kjellerup & Philippa Bulgin på resterne af  Klaus Kjellerup Band i 1990. Klaus Kjellerup Band udsendte en LP/CD i 1989, bl.a. med video-nummeret "Mænd er Mænd". Pladen var finansieret af Kjellerup selv - der var nemlig ingen pladeselskaber, der ville skyde penge i projektet.

Orkesteret var herefter på turne i 1990 med 8 medlemmer - bl.a. Philippa Bulgin and Stanley, men dårlig økonomi tvang Kjellerup til at opgive projektet. CD'en havde på det tidspunkt solgt ca. 3.000 eksemplarer - med andre ord: Ikke nogen mega-succes. Der var vel nærmest tale om den fiasko. Men selv om publikum ikke stømmede i stort antal til Klaus Kjellerup Band's koncerter havde vi nogen meget prominente fans, som overværede et par af bandets koncerter - nemlig fodboldspillerne Peter Schmeichel & Kim Christofte. Det var vi meget stolte af - små name-droppere som vi er. 

Herefter gik Kjellerup & Bulgin igang med at skrive & indspille sange til det, der senere skulle blive Danser med Drenge. Økonomien klarede vi i den periode med reklame-musik opgaver - bl.a. for Kellogg's.

I sommeren 1991 modtog vi det ene ydmygende afslag på det andet fra stort set alle danske pladeselskaber på et bånd med seks numre - skrevet af Kjellerup & Stanley - bl.a. det senere hit, "Hvorlænge vil du ydmyge dig". Plade-direktørerne mente, at musik kun kunne sælges i Danmark, hvis den var på engelsk. Interessant synspunkt. Kun det daværende Pladecompagniet (nu SONY) viste lidt interesse, men selskabets direktør, Jan Degner mente, at musikken skulle være mere gennemarbejdet.

Kjellerup & Bulgin besluttede herefter at indlemme keyboadspilleren Jesper Mejlvang, (tidl. One-Two) i gruppen, for at få ham til at hjælpe med at shine musikken lidt op. De tre arbejdede herefter videre med musikken, som blev sendt ud til alle pladeselskaber i foråret 1992 med en ny runde ydmygende afslag til følge. (Som straf gik flere af disse pladeselskaber konkurs kort efter, bl.a. Replay Records). Vores eneste opmuntring var, at Jan Degner, Pladecompagniet stadig ikke var helt afvisende. Vi lavede herefter på opfordring fra Degner en ny sang, "Kolde Hjerter", og omsider overgav han sig. Vi fejrede aftalen med et lille forsigtigt glas champagne samtidig med at det danske fodboldlandshold kvalificerede sig til EM-finalen (på en stor indsats af vores to fans, Schmeichel & Christofte). Kontrakten blev underskrevet 16. september.

Bandet - stadig uden navn - gik i studiet december 1992 - i februar 1993 var de 11 sange klare til det første udspil "Danser med Drenge". Under indspilningerne udlovede Jan Degner en kasse fin rødvin til den af musikerne i studiet, der kunne komme op med et godt navn til bandet. Nu er Degner iøvrigt ikke en mand, om hvem man kan sige, at han lader 10-ørerne rulle. For at slippe for dette erklærede han da også med det samme, at han havde selv fundet på navnet: Danser med Drenge. Efter at have tygget lidt på dette, accepterede vi - og Degner beholdt sin rødvin. I marts udsendtes "Hvorlænge vil du ydmyge dig" på single, som i løbet af de følgende 3 måneder blev en rimelig stort radio-hit, både på P3 og på lokalradioerne - og så kørte toget. Danser med Drenges 1. CD har til dato solgt over 200.000 eksemplarer (pr. april 2000).

To the Top


3. Kapitel:

Philippa ...

Kort efter udgivelsen af den 1. CD i 1993, trak Jesper Mejlvang sig ud af samarbejdet med Philippa Bulgin & Klaus Kjellerup, da hans tid ikke tillod flere opgaver. Mejlvang var på det tidspunkt både musiker i Jan Glæsels TV-orkester og i Linie 3

CD-en fortsatte imidlertid op ad hitlisten, og i maj 93 foreslog pladeselskabet, at vi lavede et remix af "Hvorlænge vil du ydmyge dig". Chief 1 (Lars Pedersen) blev indkaldt til at stå for remixet. Chiefen havde bl.a. rappet på et nummer på CD-en, og han medbragte en sjov ung fyr i studiet, som vi senere kom til at stifte nøjere bekendtskab med - han hed Morten Trier, men kaldte sig Jazzy H (senere Østkyst Hustlers). Jazzy kunne rappe, men han kunne mere end det - han kunne også skrive texter og især var han god til at lave rim. Jazzy, Chiefen & Kjellerup lavede herefter "Chiefen & Tjelly's ydmygende herskerinde mix", med rap af Jazzy, som blev rimelig udbredt, både i radioen og på dansegulvet.

Philippa & Kjellerup samlede herefter Danser med Drenges Live-band med de gode gamle drenge Syre & Stanley (fra Tøsedrengene) og Simon West (Thomas Helmig & Ray-Dee-Ohh), Steffen Qwist (Morten Remar & Maria Montell) & Ruth Hald.

Ulykkeligvis blev Philippa Bulgin alvorligt syg og fik konstateret ondartet kræft i underlivet kort før den planlagte turné-start i september 1993. Hun blev opereret på Frederiksberg Hospital, men fik samtidig at vide, at sygdommen formentlig ville vende tilbage på et tidspunkt, og at hendes dage derfor var begrænsede. Turnéen blev gennemført med en måneds forsinkelse i oktober-november 1993. Det blev en for os overraskende stor succes med udsolgte huse overalt, og publikum kunne synge med på stort set samtlige texter. 

Vi vil gerne takke alle de fans, som var publikum til vores tur dengang for at have givet os og især Philippa nogen rigtig fede oplevelser. Især tak til Jer, der havde skrevet "Tag hatten af, smukke Philippa" på et stort banner i Års Messecenter (såvidt vi husker). 

Ved nytår vendte Philippas sygdom tilbage og det var kun et spørgsmål om kort tid. På Philippas ønske aflyste vi vores planlagte forårstur og gik igang med at forberede numre til en ny plade. Lægerne satte hende i kemoterapi - men det gjorde blot hendes tilstand værre. Det var derfor en fin opmuntring at Danser med Drenge blev nomineret til 4 grammyer det år. Desværre fik vi ingen, og det var Philippa ret ked af - vi andre var bare rasende. Og vi synes faktisk stadig, at grammy-komiteen skylder os en undskyldning for at have givet vores velfortjente grammy'er til nogen helt andre.

På det tidspunkt var Stanley & Kjellerup i gang med at skrive til den næste CD, bl.a. "Nogen tror på retfærdighed", som Philippa nåede at indsynge i en demoversion uden text og "Ting som jeg aldrig turde sige", som hun var meget glad for, men som hun på det tidspunkt var for svag til at synge. Kort før sin død bad hun os om at forsøge at finde en ny sangerinde og fortsætte med orkestret. Hun døde 22. marts 1994 på Rigshospitalet omgivet af familie, kæreste og venner. Se pladeselskabets pressemeddelelse og bandets mindeord til Philippa. 

Til Top


4. Kapitel:

Rie.

Efter Philippa Bulgins død gik Danser med Drenge mere eller mindre i opløsning - uden sangerinde, intet orkester. Men sorgen over Philippas farvel havde om ikke andet inspireret til et par gode sange (når vi nu selv skal sige det) nemlig: "Er der nogen i himlen?" og "Vi går gennem mørket". Stanley, Sivertsen & Kjellerup besluttede sig så for at fortsætte - både for at give Philippa et værdigt minde - og for selv at komme videre.

Der blev herefter indkaldt til auditions på Rathsacksvej 15 - Kjellerups tidligere adresse på Frederiksberg. I løbet af sommeren 1994 afprøvede Klaus K 30 forskellige sangerinder - nogen af dem meget dygtige - men ingen af dem havde lige det, DmD skulle bruge. Først da vi fik et demobånd fra Degner (ham igen) med en sangerinde, der havde indsendt det til pladeselskabet for at få en pladekontrakt, hørte vi noget rigtig interessant - en dejlig rusten stemme

Rie Rasmussen trådte ind på Rathsacksvej - hørte "Vi går gennem mørket" tre gange - sang den to gange - og blev hyret lige på stedet. Her var en der kunne løfte arven efter Philippa. Og det må vi jo nok sige, at hun har gjort.

I den forbindelse vil vi gerne sige til alle Jer, der har skrevet til os, hvor utroligt det er at Rie lyder ligesom Philippa: Det synes vi ikke. Og det ved vi, at Philippa også ville sige, hvis hun hørte det. Det er muligt, at mange af de øvrige ingredienser i Danser med Drenges musik lyder på samme måde med Philippa og Rie som sangerinder (kor, trommer, guitar mv.) - men der er efter vores opfattelse tale om 2 meget forskellige stemmer, personligheder og måder at gribe en sang an på. Det har iøvrigt ikke altid været nemt for Rie at skulle leve op til Philippa, fordi Philippa på grund af sin død står som en engel i folks bevidsthed.

Rie gled herefter fint ind i bandet - det var endnu engang lykkedes for os at finde en fremragende sangerinde, som samtidig er en meget behagelig person at være sammen med. En sjælden cocktail - se Philippas mindeord. Vi indspillede vores anden CD, Ries første, "Så længe vi er her" i vores tekniker, Thomas Brekling's dagligstue på Vesterbro i København, hvor Thomas' kone Charlotte gik rundt og var højgravid. Barnet - (som senere kom til at hedde Benjamin) har måttet lægge ører til en del. Men så vidt vi kan se har Benjamin ikke fået varige mén.

Pladen kredser - pga Philippa - en del omkring fænomenerne død, farvel, ulykke, savn og andre hyggelige emner, og dette har efter vores pladeselskab SONY's mening gjort det svært at få spillet pladen i radioen, fordi de fleste radio-DJ's efter SONY's mening hellere vil spille glade uforpligtende melodier. SONY (udtales "søvnig") har derfor udnævnt os til "Dødskult-orkesteret Danser med Drenge", hvilket vi synes er meget sjovt ... på trods af dette har "Så længe vi er her" nu solgt 80.000 eksemplarer (april 99). Det er da fint, synes vi. 

Vi vil gerne sige tak til alle Jer, der har skrevet til os, at sangene har hjulpet Jer over Jeres sorg over at miste en, der stod Jer nær. Det har de nemlig også gjort for os. Og undskyld os, at vi ikke har kunnet svare på det hele. 

I sommeren og efteråret 1995 drog Danser med Drenge på turné over hele landet med Midtfyn som højdepunktet, hvor vi kom med på afbud. Omkring 12.000 mennesker så os i det store telt - det var en kanon dejlig dag, som iøvrigt blev filmet af det nu nedlagte ZTV.

Til Top


5. Kapitel:

Nu må vi videre ....

Efter udgivelsen af Danser med Drenges 2. plade, "Så længe vi er her", brokkede vores kære pladeselskab, SONY (udtales: søuwwniiie) sig meget over, hvor svært det var at sælge "Dødspladen", som de kalder den. SONY mener, at når det er lykkedes at sælge 80.000 eksemplarer af den, skyldes det udelukkende, at SONY - ved et fantastisk promotion-arbejde (bestående af en TV-reklame) - har stoppet den ned i halsen på vores sagesløse publikum imod deres vilje. Spændende synspunkt. Publikum har altså ikke deres egen vilje. Det minder lidt om historien om alkoholikeren, der hævdede, at det var hans troløse venner, der satte flasken for hans mund og tvang ham til at synke.

Sådan har vi mange forfriskende diskussioner med vores pladeselskab. SONY giver sig altid tid til at tale med os. Og det er vi glade for. Vi har nemlig prøvet at være på den type pladeselskab, hvor de allesammen er enormt glade, lige når en plade bliver sendt ud - og så, når det viser sig, at den ikke sælger så meget, som de havde forestillet sig - så er de lige pludselig allesammen til møde. Og så bliver man så frygtelig ensom. 

Under arbejdet med det dejlige værk, "Sig mig ... er De klar over hvem vi var?"  i 1997 fik vi igen Jazzy H indover som rapper. Jazzy havde været med på "Verdens længste rap", som var blevet en succes, som havde ført til dannelsen af Østkyst Hustlers. Endvidere er han familiefar og kørelærer i Triers Trafikskole. Vi kunne med andre ord ikke finde nogen bedre person at arbejde sammen med. Samarbejdet udviklede sig hurtigt fra, at han kun rappede, til at han også blev medforfatter på de fleste af texterne - og gav små trafikale råd og vink. Dette samarbejde har vi været meget glade for. Jazzy har ikke bare været stærkt medvirkende til at åbne vores ører for rapteksternes muligheder i vores musik - han har også åbnet vore øjne for højrevigepligtens muligheder som politisk våben. Jazzy er endvidere en meget munter mand - se Jazzy H. CV og Dr. Jazzy's rapkit.

Vores eneste deciderede rapnummer, "Jeg går op og lægger mig" er inspireret af en af Simon West's yndlingsreplikker - og det er Simon's samleverske, Maria Bramsen, (en anden tidligere ven fra Tøse-dagene) der har leveret det kvindelige rap-parti i dette familiefædre-oprør imod mødrene, der aldrig har lyst. Maria viste store talenter for ægteskabelige skænderier - ikke underligt, for hun kan jo øve sig til daglig på sin samlever, Simon West, den stakkel. 

Midt i arbejdet blev vi vanen tro ramt af endnu en ulykke: Vores gode gamle ven, Direktøren, Syre, alias Jan Sivertsen, erklærede, at han nu ville lægge sit liv om. Han skulle nu være rigtig direktør, nemlig for pladeselskabet CMC, og som en følge af dette var han nødt til at opgive sit trommeslager-liv og trække sig ud af orkesteret.

Først var vi lammede - senere var vi bare rasende. De gamle onkler, Stanley og Kjellerup havde spillet sammen med Syre i Tøsedrengene siden 1978. Dengang havde han solgt sit trommesæt, fordi han skulle ind i sin fars blikkenslager-virksomhed. Men vi fik ham til at købe det tilbage igen og lærte ham at spille reggae. Vi kunne slet ikke forestille os at skulle spille uden Direktøren. Han er - for at citere en ældre musiker-vits: Danmarks mest swingende trommeslager - i tempo. Det var derfor med sorg i hjertet at vi måtte bide i det sure æble og fyre ham med tilbagevirkende kraft. Han er nu vores tidligere ven. Først måtte han dog love, at han ville spille reggae-trommer på vores 3. plade. Hvilket han så nu har gjort. 

Læs videre i historien

Til Top