In Australian English
SØNDAGS-B.T.

1. September 1983. Kr. 9,95
- fra side 47 til side 51.

Tøsedrengene på rad og række: Anne Dorte Michelsen, Maria Bramsen, Henrik Stanley,
Klaus Kjellerup, Jan Sivertsen, Michael Bruun og Aage Hagen

 
For et par år siden var Tøsedrengene taknemmelige for et koncerthonorar på 2000 kroner. I dag skal de have 50.000 for en aften. Arrangørerne vil gerne betale, for de ved, at de kan regne med stuvende fuldt hus. Hvordan opstår sådan et fænomen i dansk musikliv? Søndags-B.T.s Erik Pedersen har været på rejse med gruppen.

Af Erik Pedersen 

Foto - Erik Jepsen

Vores bord er det eneste, der ikke er væltet. Det er kun fordi et par unge damer, har taget opstilling på det, for at få bedre overblik. De står elegant mellem vores Hof og Tuborg.

Alting gynger. Selv den range sofabænk langs væggen, hvor kun den aller yderste kant lader sig sidde på. Resten er i vores øjenhøjde optaget af ben i alle stilarter - ben, der hører til kroppe som svajer rytmisk i takt til musikken et sted deroppe i nærheden af loftet. Vi sidder i et bølgende hav af unge i et lokale på størrelse med en pæn stor vinkelstue. Inden billetdamen udenfor løb skrigende ud i marehalmen, havde hun forsynet

357 hænder med aftryk af Hotel Klittens gummistempel. Og hvad der så ellers var derude, masede sig bare ind. »Der er virkelig halløj i badehotellet i aften,« stønner en servitrice som prøver at passe sit arbejde. Hun siger, at aldrig har man på hotellet oplevet så voldsom en tilstrømning til et orkester. Syv musikere står presset sammen på en forhøjning i et hjørne af lokalet. To piger og fem mænd, som man lige kan ane hovederne af gennem mylderet, hvis man står på tæer på bænken. Men rytmen og ordene i sangene pulserer hos alle som den livgivende saltvandsindsprøjtning i blodet hos en chokpatient. Stormen fra Vesterhavet, der drøner mod badehotellet, har ikke en chance imod »Sig du ka'li'mig« og »Vi var engang så tæt«. Her opfattes kun lydbølgerne fra struber, guitarer og trommer. Tøsedrengene - drønningerigets for tiden varmeste band - opfordrer os med 110 decibel til at »Gi'hvad du har, og vær' umiddelbar - det er det eneste våben du har«.

For et par år siden sagde de med taknemmelighed ja til at spille en aften for 2000 kroner. Måske ville der oven i købet komme nogen og høre på dem. I dag tager de 50.000 kroner for en koncert, men så ved enhver

værtshusholder også, at han kan sætte 10.000 bajere på køl og få folk til at drikke dem stående. Hvordan opstår sådan et fænomen i dansk musikliv? Hvis man borer i dybden for at spore udviklingen, så når man tilbage til et venskab, der opstod mellem to småbørn, der begge var anbragt i en børnehave i Valby.

Den første plade

De hed Klaus (Kjellerup) og Henrik (Stanley), og adskillige år senere mødte de tilfældigvis hinanden igen i Rungsted fordi det var gået deres forældre så godt økonomisk, at de havde taget springet fra Valby til whiskybæltet. Klaus kom i lære som journalist og Henrik blev postbud, og i fritiden dyrkede de deres fælles interesse, musikken. De dannede et »kælderband«, og det skete der ikke meget ved. Sådan gik nogle år, og da Klaus og Henrik efterhånden blev trætte af at vente på berømmelsen, besluttede de sig for at indspille og udsende en plade - om de så skulle betale for den selv. For at få musikken til at lyde af lidt mere skulle de bruge en trommeslager, og så spurgte de om vennen Jan Sivertsen ville være med.

 
Maria Bramsen er det nyeste medlem af gruppen. Hendes onkel er TV-manden Sten Bramsen
 
Jan var blikkenslager dengang, men slog trommer i fritiden i skiftende ukendte jazz-rock grupper. »Men der var ingen, som gad høre på os. Jeg syntes ikke, det førte til noget som helst, så jeg havde faktisk lige solgt trommerne, da Klaus og Stanley spurgte, om jeg ville med på pladen.« (Dette alvorlige handicap for en trommeslager kom han over ved at styrte ud og låne et trommesæt, og sammen med yderligere to venner og medlemmer af bandet, lydtekniker Michael Bruun og daværende pædagog Aage Hagen, indspillede Tøsedrengene deres første plade med den optimistiske titel: »Det går fremad«. Når sandheden skal siges, var det på det tidspunkt omtrent den eneste vej, det kunne gå for orkestret. Pladen vakte berettiget begejstring hos familie og venner, men ikke ret mange andre steder. Musikken var god nok, men sangstemmerne var hørt bedre. »Jeg må indrømme at jeg blev noget overrasket,« siger Jan Sivertsen, »da jeg et halvt år efter udgivelsen fik sendt min første royalty-check fra grammofonselskabet for salget. Den viste, at jeg skyldte selskabet 87 kroner. Men ved næste afregning efter endnu et halvt år, skyldte jeg da kun yderligere 35.« De to piger

Hvis Tøsedrengene havde levet op til deres navn, var de stoppet her, og ingen ville have hørt mere til orkestret. Men de fortsatte med at spille sammen efter pladeudgivelsen i 1979, og to år senere besluttede de at forsøge med endnu en plade. De havde indset, at deres vokale formåen var begrænset, og de havde efter afstemning optaget to piger i orkestret, joumalistelev Anne Dorte Michelsen og Gitte Naur. Meningen med pigerne var, at de skulle synge »shub-du-ah-tra-la-la« i baggrunden på pladeindspilningen og ellers være tilfredse med det. Da melodierne var færdige til den anden LP, voldte det kvaler med teksten til én bestemt melodi. »Stanley og jeg masede fortvivlet med teksten,« siger Klaus. »Vi forsøgte noget med Danmark i rødt og hvidt og ligesom i gamle dage, men godt var det ikke.«

- Anne Dorte havde jo tidligere skrevet en hel del tekster til andre bands, så vi spurgte om ikke hun kunne tænke sig at forsøge at sætte ord på denne her. Det gjorde hun, og det blev til »Sig du ka'li' mig«.

Nummeret kom med på gruppens andet album »Tiden står stille« og førte til Tøsedrengenes længe ventede gennembrud, ikke mindst fordi de fik lejlighed til at spille det i TV's Kanalen. For første gang solgte Tøsedrengene 25.000 eksemplarer og modtog en sølvplade. Derpå kastede de sig omtrent omgående ud i et tredje pladeprojekt og gav LP'en den meget originale titel: »Nr. 3«. Den solgte også til sølv. I mellemtiden var Gitte Naur sprunget fra bandet, og ind kom den mørklødede Barbados-skønhed Maria Bramsen.

Succes i Tivoli

Det er siden blevet til både en guld og en platin-plade til Tøsedrengene, og deres koncert i Tivoli i maj samlede op imod 30.000 tilhørere. Deres rytmiske rock-reggae musik og direkte tekster har appel til en masse, og orkestret ligger nu et sted oppe i toppen af de bedst spillende herhjemme. Især det sidste års succes kunne give det indtryk, at Tøsedrengene i fritiden står med en stor skovl og skovler penge ind.

 

En koncentreret Michael Bruun
forbereder sig til koncerten.

Klokken to om natten efter koncerten
er der tid til at slappe af og more sig.

 
- Der er mange som tror, at vi er blevet stinkende rige, siger Klaus Kjellerup, men faktisk er det først nu, vi begynder at tjene lidt penge på at spille. Og det er på pladerne vi tjener, for på koncerterne er der så store udgifter, at vi er glade bare det løber rundt.

Det med pengene fra koncerterne og pladerne kan det være lidt svært at få et fornuftigt forhold til, synes de. Det mest fristende er bare at bruge løs, men, siger Michael Bruun, »det er farligt at blive berømt og pludselig tjene penge, for øjeblikkelig er man tilbøjelig til at sætte sit privatforbrug op, og det har fået mange til at gå ned med flaget. Vi får jo hele puljen udbetalt uden skattetræk fordi vi er B-skatteydere. Regningen kommer senere, og hvis der ingen penge er, så ringer klokkerne.«

- Derfor er vi nødt til at være så økonomiske og fornuftige, siger Anne Dorte. - Vi skal virkelig alle sammen tænke på, om vi kan købe de cowboybukser nu, som vi gerne vil have, eller om vi skal vente til næste måned. Mange tror sikkert, at sådan noget behøver vi ikke spekulere på. Men vi skylder alle sammen skattevæsenet penge hele tiden. Jeg har ikke noget imod at

betale skat, men jeg synes, at systemet er dårligt.

Så meget tjener de

Jan Sivertsen siger, at den eneste måde man kan administrere det på, er ved simpelt hen at sætte halvdelen af hvert eneste honorar i banken med det samme og så glemmer alt om de penge. Men det er i øvrigt først inden for det seneste halvandet år, at han økonomisk har fået lidt ud af at spille i orkestret. Og han mener nok, at der skal ske meget endnu, før han kan leve op til det, som mange tror han er - en velhavende rockstjerne.

Sidste år tjente medlemmerne fra 80.000 til 120.000 kroner alt efter, hvor meget de havde bidraget med af tekster og melodier. I år regner de med at nå et minimum på 150.000 kroner, og til ,sammenligning siger Michael Bruun, der til daglig er pladeproducer i »Werner Studie«, at han kan tjene næsten lige så meget ved at producere én plade, som han har i årindtægt som musiker i Tøsedrengene.

- Selvfølgelig er det et godt supplement til vores normale indtægter, men mere må det heller ikke

blive, siger Anne Dorte. - Vi holder af at spille sammen, men forsøger også meget bevidst at holde fast på, at vores liv er meget andet end Tøsedrengene. Det skal ikke forstås sadan, at vi ikke er glade for vores succes, eller ikke værdsætter den, for det gør vi afgjort. Men om nogle år, når vi ikke er berømte længere, skal vi også have andet at tage os til. Jeg tror, man utrolig hurtig bliver glemt, når man holder op i denne branche. Derfor laver vi alle sammen andre ting ved siden af. Det er farligt, hvis vi kun ser os selv som medlemmer af Tøsedrengene. Så kan man meget let gå hen og miste sin identitet.

Endnu har Tøsedrengene ikke rigtig fundet ud af, hvordan de skal håndtere dette underlige fænomen der hedder berømmelse.

Orkestrets kolossale popularitet har betydet en omvæltning for dem alle, og de kan stadig væk godt blive generte, når folk på gaden henvender sig til dem og roser deres musik. - »Eller da vi kom ud på gangen efter en optræden,« siger Jan Sivertsen, og to piger stod og kikkede på os og sagde: »Gud hvor er de små« - ja, det er sådan noget, der »varmer«.

 

Og der var også tid til en
rask tur i marehalmen.

Salen koger når »Sig du ka' li' mig« drøner
ud af højttalerne med 110 decibel.

 
Når Anne Dorte er godt tilfreds med, at hun kun har supplements-indtægter fra Tøsedrengene - om end supplementet foreløbig overgår hendes studiestøtte - så hænger det sammen med hendes engagement som sang-skriver. - Vi har allesammen orkestret som bi-beskæftigelse, så vi er ikke så bundet af det, at vi skal tjene en masse penge. Vi behøver ikke at prostituere os selv og udsende ting, som vi måske ikke bryder os så meget om, bare for at få et salg. For mig er det vigtigt at folk får en oplevelse, når de hører teksterne. Jeg skriver om det, der gør indtryk på mig selv i det daglige. Sammen med Tøsedrengene har jeg opdaget, hvor stærk en udtryksform musikken er. Men det er vigtigt for os at bevare et afslappet amatørpræg og holde en stil, der er nede på jorden. For ved ganske enkelt bare at være nogle mennesker, der spiller musik, tror jeg at folk har let ved at identificere sig med os. Jeg bliver selvfølgelig glad, når man roser mine tekster, men jeg har altså også lavet nogle, der virkelig har været frygtelige. Drengene har bare rettet mig ind, så vi har fået tekst og musik til at passe sammen, og det har så tilsammen givet bandet et løft.

I dette øjeblik på Hotel Klitten i Søndervig er det nærmest loftet som Tøsedrengene giver et løft. At forsøge at kaste sig ud i dans vil være det rene selvmord, men en sygeplejerske, som venlige sjæle er så barmhjertig at kaste mig ind i, fortæller, at hun og en kollega er taget herover fra København for at opleve deres idoler. Ellers lader det til at samtlige unge fra Ringkøbing og det samlede sommerhusområde omkring Søndervig - Hvide Sande befinder sig i dette

lokale i øjeblikket. »Vi var engang så tæt« drøner det ud af højttalerne fra Maria og Anne Dorthe, men det forekommer, at vi alle er ret tætte på hinanden lige nu.

Min fotograf bliver suget væk i malstrømmen, mens han forsøger at komme frem og arbejde ved scenen. Selv presses jeg modsat ind mod sygeplejersken, og hvilken anden undskyldning lader sig give i dette øjeblik end: »Sig du ka' li' mig ....«

 

Henrik Stanley synes ikke, der
noget »tøset« ved at strikke.

Klaus Kjellerup blev træt af at vente på berømmelsen
og tog chancen med en LP for egen regning.
Sådan startede Tøsedrengene