FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:06-10-2007 02:40:25
Afsender:Klaus K
Email:kk@dmd.dk
Emne:Ensretning
Tekst:
"Det var meningen at folk skulle holde op."

Nej - det er ikke meningen med loven. Det kan staten dog ikke bestemme - selv om den gerne ville. Meningen med loven er at skabe røgfrie miljøer.

Desværre har loven forbudt rygerne at ryge de bedste steder de kunne komme til det: På restauranter og værtshuse - hvor røgen har været til mindst skade for omgivelserne. Hvorfor? Fordi alle mennesker vidste, hvor man måtte ryge - og kunne så selv træffe deres egne ansvarlige valg om, hvorvidt de ville udsætte sig selv for røg eller ej.

Havde man nu lavet loven sådan, at restauratørerne blot blev tvunget til at skilte med om man måtte ryge eller ej (evt. kombineret med tvungne udluftningsfaciliteter) - man kunne endda tvinge restauratørerne til at dele deres lokaler op i to adskilte afdelinger - så havde problemet løst sig selv: En række steder for ikke-rygerne - og en række steder for rygerne. Og folk kunne selv træffe deres egne ansvarlige valg.

I stedet har man nu jaget rygerne hjem, fordi det nu er det eneste sted de kan ryge inden døre - dette vil give langt flere sygdomme i ryger-familierne. Nu vil de ryge i små lejligheder, hvor familien opholder sig hele tiden - og hvor udluftningen aldrig kan blive så effektiv som på restauranterne.

Den værste konsekvens af rygeforbudet er dog, at vi har tilladt politikerne at lovgive dybt inde på det private område - et område, som der i DK er tradition for skal tilhøre privatlivets beslutninger - vil man ryge eller ej - det er et privat valg den enkelte borger har. Når man ikke skader andre mod deres vilje, naturligvis ...

Dette valg har vi i realiteten ikke længere med loven. I vores lille dejlige land er det i praksis blevet borgerne forbudt at ryge inden døre. Absurd.

Det er simpelthen en frihedsrettighed, der er blevet taget fra os. Man bliver nødt til at spørge: Hvad bliver det næste?

Tvangsfjernelse af ryger-børn? Tvangsfjernelse af "uartige" børn? Ædeforbud for de fede? Ansigtløftninger for de grimme? Tvangs-sterilisation af folk der ikke kan/vil holde op med at ryge?

Staten er gået vildt over gevind i denne sag - vi er på vej imod rendyrket fascisme. I sundhedens, korrekthedens & ensretningens hellige navn.

KK