| Tekst: | Jeg synes simpelthen, det her er den sang, der bedst sætter ord på det sværeste, nogle af os har oplevet, nemlig det at miste.
Det der imponerer mig er, hvor smukt det lykkes at komme ind på døden med et glimt i øjet, med håb ("vil jeg ikke græde mere") og en forsikring om, at den døde et eller andet sted lever videre: i himlen - i os selv!
Den rummer den egoisme, vi alle (eller, i hvert fald jeg) oplever, når vi mister ("Det er værst at være den efterladte, når nogen rejser deres vej"): hvorfor mig?
Vi tvinges ud i spørgsmål om liv, død og kærlighed. Alt dette materiale bliver forløsende bundet op på håb i sangen: "Håber bare..." hele tiden håb, håb, håb. Læg dertil humor: "Sidder de (vingerne) nu godt nok?".
I tiden efter en kær persons død har man brug for et holdepunkt. I sangen bliver forestillingen on himlen dette punkt. Det gøres konkret positivt og selve sproget i sangen er ladet varmt: "Håber bar' du når det; alt det du ikke nåede her. Se de positive sider. Du har ingen fjender mere. For bitterhed og nederlag, findes bare ikke der". En helt igennem dejlig sammensmeltning af realitet (bitterhed, nederlag og fjender som reelle jordiske ting) og et ubetinget kærlighedsplan: det er væk og "jeg håber bare du har det godt deroppe"! Ikke andet, bare du har det godt! Det er konkret, smukt, dejligt- og trøstende!
Jeg takker for en smuk sang, der hver gang jeg hører den kan give trækninger i hjertet; på den gode måde. Den minder om en savnet person, og hvad er bedre end at huske, at en man elsker, omend hun er så langt væk, er så tæt på, faktisk lige her, i mig.
|
